MELLEMKOMST er en organisation startet i 2015 med det formål at bringe filosofien i offentlighedens tjeneste. Vi er helt enige med Aristoteles, der mente at alle mennesker filosoferer, og det er vores overbevisning, at alle mennesker både kan arbejde filosofisk og finde værdi i filosofisk aktivitet. Vi har valgt at rette MELLEMKOMST mod grupper, der typisk ikke har adgang til eller naturligt møder filosofi - det kunne være børn, socialt udsatte, indsatte i fængsler, unge fra belastede områder, eller det kunne bare være en offentlighed, der har brug for et skud filosofi.  MELLEMKOMST er en organisation, der gør rimelig meget hvad der passer den, og vi arbejder kun nogle gange for ussel mammon. Vi skriver vores egne bøger eller udgiver oversættelser af vigtige værker, vi laver filosofi på gaden og på bodegaer, bedriver aktionsfilosofi, underviser, rådgiver og vigtigst af alt:

 

 

VI UNDERSØGER, HVOR DER ER MEST BRUG FOR FILOSOFIEN, OG SÅ SKRIDER VI TIL HANDLING

Thomas Burø, Cand.Mag i Filosofi & Videnskabsteori fra RUC. Har undervist i filosofi, videnskabsteori, kultur og kommunikationsteori og ledelse ved Københavns Universitet, Dansk Institut for Internationale Studier, Copenhagen Business School og Vallekilde Højskole. Har specialiseret sig i studier af kultur, maskulinitet, eksistensfilsofi, socialfilosofi og politisk filosofi.

Oleg Koefoed, PhD, aktionsfilosof, uddannet i Roskilde, København, Bordeaux og Kaunas. Har bedrevet og udforsket aktionsfilosofi siden 2004 og var med til at stifte Center for Aktionsfilosofi. Medstifter af Cultura21, internationalt netværk for kultur og bæredygtighed. Medstifter og leder af Growing Pathways, tænkeri og agentur for livgivende netværk og stedslighed. Rådgiver for danske og internationale private og offentlige instanser om kultur, livgivende samfund, byer og økonomiske modeller. Har publiceret bøger og artikler om kreativitet, forandring, ledelse, bæredygtighed, resiliens, byer, transkulturel læring, usynlige liv mm.

Katrine Winther, studerer Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet. Har gået på Vallekilde Højskoles eventlinje i foråret 2014. Har arbejdet med skabelsen og afviklingen af diverse kulturprojekter bl. a. for Vallekilde Højskole, NorthSide Festivals udviklingsteam og New Note Festival 2014.

Mikala Mul, studerer Litteraturvidenskab på Københavns Universitet Amager. Har gået på Vallekilde Højskoles forfatterlinje i foråret 2014 og Forlaget Gladiators skriveskole. Arbejder pt. som vagt og assistent på Billedskolen i Tvillingehallerne og i bogbutikken Rutiner og Ritualer.

Katrine Thorup, studerer Visuel Kommunikation ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole. Har gennemført basisåret på BGK-nord (billedkunstnerisk grundkursus) i 2012 og gik på Vallekilde Højskoles designlinje i efteråret 2014. Har lavet grafisk design for bl. a. Vallekilde Højskole, Geopark Festival, Ståhej Festival, Medielejr og Folkekirkens Nødhjælp.